Salt- Røg og Is

Siden Middelalderen har landbrugene altid kæmpet med at opbevare fisk og kød, så det holdt sig friskt Siden oldtiden har man vidst, at salt har kunnet konservere. Svine og oksekød kunne dog godt holde sig nogenlunde i et par dage i en kold kælder, men fisk blev meget hurtigt harske Man lagede kødet i et trug dækkede det med salt. Når man havde brug for kødet, tog man det u d og udvandede det. Det var en langvarig proces, og smagen efter udvandingen var langt fra så god som ferskt kød.Hvis man saltede og pakkede silden omhyggeligt kunne den holde sig frisk i 2 år. Silden var også hurtigere at udvande 12-24 timer i frisk vand, så var den klar til at blive lagt i en lage kogt af eddike, sukker og krydderier, efter et døgn i lagen var det en fin delikatesse klar til at blive spist.med en snaps til

kødet derimod skulle udvandes i lige så mange timer som dage, det havde ligget i salttruget.

Her ses et typisk salttrug som tidligere stod på alle gårde:

Konserveringen foregik ved at saltet trak vandet ud af kødet, så bakterier ikke havde noget at leve af. Man kunne forstærke saltets virkning ved at tilsætte sukker eller honning.

Det var dog ikke landbruget der i middelalderen var den største forbruger af salt.
I perioden 1250-1650var der enorme mængder af sild i Øresund. Det lagde grunden til det store Skånemarked.iSkanør Denne tegning fra 1500 skal vise hvor tæt soldene stod og hvor let de var at fange dem:

Det store sildeeventyr i Østersøen havde brug for enorme mængder af salt. De fede sild
havde kort holdbarhed, så de skulle hurtigt renses og lægges i tønder i lag skiftevis sild og salt. hvis de var behandlet rigtigt kunne de til gengæld holde sig i tønden i to år Arbejdet med at salte og pakke silden rigtigt i tønderne var meget ansvarsfuldt. Det var så vigtigt at der var dødsstraf for at sjuske med pakningen..Det store sildeeventyr varede fra ca. 1250 til 1650. I den periode kunne man producere ca. 3000.000 tønder saltsild om året. Saltet (det hvide guld) kom fra en sathorst i Lüneburgs centrum, hvorfra man inddampede det. herfra blev det ad den gamle saltvej kørt til saltlageret i Lübeck:

hvorfra Lübecks købmænd sejlede det til Skanør. Her købte de så de saltede sild og solgte dem videre ud i Europa. En handel som de tjente styrtende rigdomme på. Den danske konge fik sin andel gennem øresund tolden. Alle tjente på silden mens det gik bedst var ca. 300.000 mand beskæftiget ved Skanør markedet. Skånemarkedets absolutte lavpunkt indtraf i 1645, hvor svenske soldater under Torstenssonfejden (1643-1645) mod Danmark brændte fiskerhytterne af. Med Roskildefreden i 1658 overgik Skåne og Skanør til den svenske konge og forsvandt dermed også ud af dansk historie.

Herover Saltlagerhusene på havnen i Lübeck
Herunder inddampes der salt i Lüneburg.

Heldigvis havde vi dog adgang til dansk salt. Siden vikingetiden har man inddampet salt på Læsø. der har den helt specielle fordel at grundvandet er meget salt, mens havvandet i Kattegat indeholder 2% salt indeholder grundvandet på Læsøs sydlige rønner 12-14% salt
Det gør det ret let at inddampe til fint hvidt salt der kunne konkurrere me Lübecks Salt.

Sukker blev især brugt til at konservere bær og frugt som marmelade og syltetøj.

ved henkogning kogte man kød, frugt eller bær i glas, hvorved der dannedes vakuum, når man lukkede låget med den tætsluttende gummiring:

Det samme kunne man opnå ved tørring. Det danske klima er ikke særlig godt til tørring, men langs den jyske vestkyst, har man kunnet tørret og saltet fladfisk til Tørfisk og Bakskuld. Her tørfisk:

Både fisk og kød kunne også ryges. Man kunne ganske enkelt hænge kød eller fisk ind i skorstenen, hvis man fyrede med løvtræ, røgen det trak også fugten ud af varen,og gav tilmed en delikat smag :her varmrøgede sild:

Salt var en dyr vare, og man skulle bruge meget af det. En mindre gård kunne godt bruge 1-3 tønder salt om året, og saltet var dyrere end korn. Salt bragt rigdomme til de steder der producerede det Lüneburg, og Læsø, men også handelen med salt var lukrativ. Det bragte velstand både til købmændene, og byen, og de der fragtede. Lybeckerne sad hårdt på denne handel, og de havde hansastæderne, som Rostock, Stralsund og Hamburg i Ryggen, så den danske konge kunne ikke vriste den handel ud af deres hænder selv om han prøvede.
Skanør marked var et meget livligt sted. Hvert år strømmede alle slags kræmmere gøglere fra hele Europa. i 1267 gik et skib med kurs mod Skanør ned med 40 prostituerede ombord. samme år kunne man tælle 228 øl- huse i den lille by med de mange tilrejsende.

Heldigvis havde vi fra 1300 tallet mange sild i Limfjorden, selv om det ikke var af Øresunds Dimensioner.: Her et billede Fra Nibes sildemarked. Nibe voksede under sildeeventyret til at blive landets 8. største by .i 1500 udnævnte kong Hans en kongelig sildesalter i Nibe.
Han skulle sørge for indkøb af sild til de Kongelige slotte og flåden. Sildeeventyret i Nibe sluttede i 1820’erne, fordi en voldsom stormflod i 1825 brød igennem Aggertangen. Det ændrede vandets strømninger og saltindhold i Limfjorden, hvilket fik de enorme sildestimer til at forsvinde og tog byens livsgrundlag.

Derfor var det en velsignelse at man i sidste halvdel af 1800-tallet fremstillede
fryse maskiner.
Danmarks første frysehus oprettedes i Skagen af fiskeskipper Claus Sørensen i 1926.

Det var et stort industrielt frysehus, der kom til at revolutionere den danske fiskeindustri,og Kødeksport

Interressen var stor og op gennem 40-erne og 50-erne oprettedes andelsfrysehuse i de fleste byer og landsbyer. I 1950 var der 3.000 landsbyfrysehuse. De fleste var indrettet i små selvstændige huse, men det kunne også være indrettet i enden af en eksisterende bygning på en centralt placeret gård. I Roust var det i Erna Jessens Gård. Sådan stod frostboksene i mange frysehuse:Hver boks har sin egen hængelås.

Grimstrups frysehus lå for enden af forsamlingshusets sal over mod kirkediget, bag den lille vold hvor de tre store graner står::

Rousthøje frysehus skulle have ligget her på hjørnet af Roustvej og Dyrbækvej:

Dette lille hus ligger mellem Hjortkær og Fåborg. Efter at have udtjent sin funktion som frysehus, blev det hude-klippersalon:

herunder, dette lille hus på Roustvej kunne have været hjortkærs frysehus.

På Hjortkærvej i på dette sted lå Gerdas ishus. Teodor Schmidt fortæller, at her mødtes de unge efter aftenens kamp på sportspladsen. inde i huset var der bænke på de to sider, her saddrak man sodavand og spiste sandkage. Når der kom en ny karl til byen, skulle han prøves med om han kunne spise en hel sandkage: