Året er 1882. Offentlig hjælp kendtes ikke, fattighjælp vil man sige – jo det fandtes.

Fra Jes Autrups bog: “Landsbydreng og svend på valsen”  har vi taget nogle udpluk om hans syn på Fattiggården.

Da Jes var 5 år blev hjemmet opløst. Forældrene enedes om at gå hver til sit, uden dog at søge skilsmisse.

Moderen overtog en husbestyrerindeplads. Faderen arbejdede rundt om i Ribe Amt som snedker og træskærer.

To af børnene blev anbragt ved moderens ret velhavende familie. En søster til Jes blev adopteret af en familie i nabosognet. Jes fulgte med i hushandelen, dog kun for ½ år.

Senere kom han til et ungt par uden børn. Plejemoderen var rigtig god ved Jes, men da hun nedkom med en lille pige, kunne Jes ikke længere bo der. Plejefaderen fulgte ham til sognets Fattiggård. Hvordan han uden videre kunne dette, lyder mærkeligt i vore dage.

På Fattiggården var der foruden Jes kun et par småpiger, hvis forældre var døde fra dem samt to åndssvage personer.

hvor han var kommet fra: Fattiggården. Den forhadte skole huskede han tydeligt, men han slap for at komme under offentlig hjælp, hvilket blev betragtet som noget af det værste, der kunne ske. At have været under Fattigvæsenet var næsten ensbetydende med, at være brændemærket for livet.

Efter ni dages ophold på Fattiggården kom faderen. Han havde skaffet en plads.

Sådan beskriver Jes Autrup sine korte ophold på Raunsø Fattiggård.

Året er 1882. Offentlig hjælp kendtes ikke, fattighjælp vil man sige – jo det fandtes.

Fra Jes Autrups bog: “Landsbydreng og svend på valsen”  har vi taget nogle udpluk om hans syn på Fattiggården.

Da Jes var 5 år blev hjemmet opløst. Forældrene enedes om at gå hver til sit, uden dog at søge skilsmisse.

Moderen overtog en husbestyrerindeplads. Faderen arbejdede rundt om i Ribe Amt som snedker og træskærer.

To af børnene blev anbragt ved moderens ret velhavende familie. En søster til Jes blev adopteret af en familie i nabosognet. Jes fulgte med i hushandelen, dog kun for ½ år.

Senere kom han til et ungt par uden børn. Plejemoderen var rigtig god ved Jes, men da hun nedkom med en lille pige, kunne Jes ikke længere bo der. Plejefaderen fulgte ham til sognets Fattiggård. Hvordan han uden videre kunne dette, lyder mærkeligt i vore dage.

Året er 1882. Offentlig hjælp kendtes ikke, fattighjælp vil man sige – jo det fandtes.

På Fattiggården var der foruden Jes kun et par småpiger, hvis forældre var døde fra dem samt to åndssvage personer.

Fra Jes Autrups bog: “Landsbydreng og svend på valsen”  har vi taget nogle udpluk om hans syn på Fattiggården.

Da Jes var 5 år blev hjemmet opløst. Forældrene enedes om at gå hver til sit, uden dog at søge skilsmisse.

Moderen overtog en husbestyrerindeplads. Faderen arbejdede rundt om i Ribe Amt som snedker og træskærer.

To af børnene blev anbragt ved moderens ret velhavende familie. En søster til Jes blev adopteret af en familie i nabosognet. Jes fulgte med i hushandelen, dog kun for ½ år.

Senere kom han til et ungt par uden børn. Plejemoderen var rigtig god ved Jes, men da hun nedkom med en lille pige, kunne Jes ikke længere bo der. Plejefaderen fulgte ham til sognets Fattiggård. Hvordan han uden videre kunne dette, lyder mærkeligt i vore dage.

På Fattiggården var der foruden Jes kun et par småpiger, hvis forældre var døde fra dem samt to åndssvage personer.

Allerede som 6 årig blev Jes sat i skole. Under hele hans skoletid blev den periode den eneste, som han virkelig hadede. Læreren for den mindste klasse var ganske ung, højst 17 – 18 år gammel og en slags hjælpelærer. Jes var dårlig klædt, havde tilsyneladende ingen forældre, og dertil anbragt på Fattiggården. Han blev skydeskive for den mislykkede unge pædagogs drillerier,  med velvillig tilslutning fra de andre elever.

Men pinen fik en ende. En dag kom Jes´ far og hentede ham. Han havde skaffet Jes en plads med tiltrædelse omgående. Aftalen var, at han skulle skifte den første november. Faderen havde haft besvær