Det skete for et par år siden. Der var Fortælleeftermiddag i Konfirmandstuen i Grimstrup, og Ole Lauridsen fra Esbjerg havde taget turen herud for at høre Olav og Niels Carl Lilleør fortælle om deres opvækst i Grimstrup.
Ole Lauridsen havde et par gamle billeder af sin mor som ung. Moren hed Marie Katrine Tang og var født i Vong i 1909. Det er pigen i den lyse kjole. Billederne må være fra omkring 1927. På billederne er yderligere en ukendt ung pige. Pigerne står foran ”Grimstrup Telefoncentral” eller som der står på skiltet ”Samtale Station”.
Fra bogen ”De gamle Telefoncentraler i Sydjydske distrikt” skrevet af Paul H. Sørensen i 1986 har vi følgende oplysninger: Grimstrup Telefoncentral er oprettet under Sydjydske Telefonselskaber. Overtaget af Jydsk Telefon i 1922 med 13 abonnenter. Første bestyrer var Johanne Marie Sørensen indtil 1. november 1923, hvorefter M. A. Thøger-sen overtog stillingen indtil centralen blev nedlagt den 1. oktober 1938. 14 abonnenter blev indført under centralerne Aalbæk, Andrup og Endrup.
Så er spørgsmålet. Hvem er pigen i den mørke kjole? Hvem er børnene? Hvem er centralbestyrer Johanne Marie Sørensen og M. A. Thøgersen og hvor lå denne ”Samtale Station”?
I Folketællingerne fra 1901 kan vi se, at Johanne Marie Sørensen og Hansine Marie Sørensen bor i ejendommen matr. nr. 10d Grimstrup By og sogn. De er ugifte og begge ernærer sig som syersker. Johanne er 44 år og søsteren Hansine 46 år. De bor der stadig i 1921. Nu er Johanne centralbestyrer og Hansine er brevsamlerske.
Hansine dør i 1922 – 67 år gammel og Johanne dør 1924 ligeledes 67 år gammel. Johanne og Hansine er søstre til Hans Chr. Sørensen, som er Poul Sørensens bedstefar. De er vokset op på den sidste gård på Vesterlundvej.
Kristian Frandsen kan fra drengeårene huske, at han gik i skole med Poul Sørensen. Poul var lidt yngre end Kristian Frandsen. Pouls mor var død og derfor blev han opdraget hos sin bedstefar Hans Chr. Sørensen. Pouls far sejlede i mange år som hovmester, men gik til sidst i land og overtog i 1946 gården på Vesterlundvej.
Hvem var så M. A. Thøgersen, som overtog stillingen som centralbestyrer i 1923? Martin Andreas Thøgersen var bror til Thorvald Thøgersen og altså ud af den store Thøgersen slægt i Grimstrup. Martin Thøgersen var musiker og centralbestyrer.
Martin var gift med Anna og de fik 3 drenge fra 1925 til 1930. Det er muligvis de to ældste drenge Svend Ove og Leo som er på billedet. Pigen i den mørke kjole er muligvis tjenestepigen Nora Nielsen.
Martin og Anna Thøgersen boede samme sted som søstrene Johanne og Hansine Sørensen, nemlig matr. nr. 10d. I 1934 opførte man en ny bygning på adressen Grimstrup Hovedvej nr. 8, som stadig ligger der. Samtidig flyttede Sparekassen fra Grimstrup Hovedvej nr. 24 til Grimstrup Hovedvej nr. 8 og Martin Thøgersen blev foruden musiker og centralbestyrer nu også sparekassebestyrer.
Martin Thøgersen var centralbestyrer indtil Grimstrup Telefoncentral blev nedlagt i 1938.
Ifølge Søren Højberg lå Telefoncentralen ikke hvor sparekassebygningen ligger i dag, men længere ude mod hjørnet. Søren kan også huske, hvordan det var inden man fik “deletelefon”. Hvis landmanden havde brug for dyrlægen eller inseminøren, måtte han op i Brugsforeningen og låne deres telefon.